Udgivelsesdag: 22.05.2000 - Værdi: 15,00 og 22,00 kr. - Nummer: FR 371 - 372
Det Nordatlantiske Oceans tilblivelse
For omtrent 200 millioner år siden lå al jordens landmasse samlet som et superkontinent kaldet Pangæa. Atlanterhavet fandtes ikke. Nordamerika, Grønland og Europa lå samlet - nøjagtig ligesom “Nordamerika og Nordafrika”.
Tidligt i jordens middelalder revnede kontinentalskorpen mellem Nordamerika og Vesteuropa, og landmasserne på begge sider af revnen bevægede sig væk fra hinanden.
I det nordatlantiske område forløb havbundsspredningen i tre faser, som begyndte i slutningen af jordens middelalder.
1. Det første stadium indtrådte, hvor nu Færøerne - Shetlandskanalen og Rockalltruget ligger. Det bestod i en opspaltning i en amerikansk og eurasisk plade.
2. Det næste stadium indtrådte i området mellem Grønland og Labrador, så at disse landmasser blev adskilt.
3. Det tredje og sidste stadium, for ca. 60 millioner år siden, begyndte, da Grønland og Færø-Rockallplateauet blev adskilt fra hinanden. Spaltningen skete langs med en revne i det, der i dag udgør den midatlantiske ryg. En særdeles omfattende vulkansk virksomhed fremtrådte som intrusioner i den kontinentale skorpe og som frembrud af åbne vulkaner i Grønland, på Færø-Rockallplateauet og sydpå til vestkysten af Skotland og endnu længere sydpå til Irlands nordøstligste spids. Et område sank, hvilket medførte, at Rockallplateauet - med undtagelse af Rockall og store dele af det nordvestlige britiske landplateau kom til at ligge under havoverfladen.
Ca. 70% af jordoverfladen består af oceanbundskorpe, der er dannet af smeltede stenmasser fra vulkanudbrud i forbindelse med havbubdsspredning. Sådanne områder ligger sædvanligvis på store vanddybder og er derfor vanskelige at udforske. Færøerne udgør her et særligt område, hvor nogle af processerne i forbindelse med havbundsspredning kan iagttages på land.
Landsokkelen har sit mest udstrakte forløb øst for øerne. Yderst, ligger bankerne Nólsoyarbanki (130 m.), Sandoyarbanki (149 m.) og Suðuroyarbanki (160 m.)
Sydøst for Færøerne falder bunden jævnt ned til 200 meters dybde 50 km. fra kysten. Derfra går det stejlere nedad til 400 meter og igen langsomt opad til 200 meter. Ca. 120 km. fra kysten begynder kontinentalskråningen ud til Færø-Shetlandskanalen.
Nordvest for øerne skråner bunden jævnt nedad indtil 200 meters dybde. I nordlig retning langs ned højderyggen mellem Færøerne og Island udgør dybden 400-600 meter.
Den største del af landsokklens havbund består af basalt ligesom selve øerne. Bunden består ofte af en rund fordybning i klippegrunden, der er fyldt op med groft sand og muslingebrud. Blød bund findes kun i nogle indre fjordområder, og ude på det dybe hav.
Bundforholdene gør, at den færøske havbund og Færø-Islandsryggen danner en barriere, hvor der foregår vandudskiftning mellem det varmere Atlanterhav i syd og det dybe, kolde Norske hav i nord. Varmt vand strømmer fra Atlanterhavet ind i Norskehavet over den islandske ryg. Det iltmættende havvand afkøles, synker til bunds og strømmer som iskoldt bundvand fra Norskehavet langs med den færøske landsokkel sydpå gennem Færø-Shetlandkanalen og ud i Atlanterhavet igen. Vandudskiftningen mellem Atlanterhavet og det Norske hav, der styres af de færøske bundforhold, udgør en del af vandcirkulationen i verdenshavene.
