| Varenummer: PPA020212 | Udgivelsesdag: |
Varianter:
Landnamsdyr. Udgivelsesdag: 20.02.2012. Værdi: 13,00 og 21 kr. Nummre: FO 729-230
Frimærkestørrelse: 40 x 22,5 og 22,5 x 40 mm. Design: Astrid Andreassen. Trykteknik: Offset
Trykkeri: Cartor Security Printing, Frankrig. Takstgruppe: småbreve udenfor Europa 0-50 gr og storbreve på Færøerne 101 - 250 gr.
Dímunfårene
Latín: Ovis aries
I sommeren 1844 var den danske kronprins, senere kong Frederik VII på Færøerne. I hans følge var Japetus Steenstrup, der som ung zoolog var sendt med for at samle naturhistoriske ting til Det kgl. Naturhistoriske Museum i København. I tilvækstjournalen på Zoologisk Museum står der for d. 23. august 1844, at:
”H.K.H. Kronprinsen forærede ved Hr. Lektor Steenstrup Museet følgende gjenstande:
1. Skelet af en 18 Fod lang Delphinus globiceps. (Grindehval)
2. Den vilde Varietet af det Færøske Faar ♂. Ved basis af Hornene og om Ørene mangle Haarene. Craniet fulgte løst med.
3. Den samme ♀ ad. Godt konserveret. Craniet fulgte løst med.
4. Den samme ♂ juv. Vædderlam. Godt konserveret. Craniet fulgte løst med.”
I 1983 kom de tre får tilbage til Færøerne i forbindelse med åbningen af Nordens Hus på Færøerne, og i dag kan man se dem i udstillingen på Færøernes historiske Museum.
Fårene er små og sorte, og de minder om de lidt mere primitive Soay-får, der lever vildt på øen Sct. Kilda udfor de Ydre Hebrider. De kaldes de gedehornede får, hvor begge køn har horn, fårenes er dog mindre og spinklere end væddernes. Dímun fårene er noget forædlede i forhold til Soay-fårene, der har de vilde fårs lyse bug. De klæder, man har fundet i udgravninger fra Bronzealderen, har uld af samme type og struktur som Dímun-fårenes, så allerede dengang var man begyndt at forædle fårene.
De tre får fra Stóra Dímun var blandt de sidste af Færøernes oprindelige får, muligvis vikingernes får. I en udgravning i Eiði på nordenden af Eysturoy har man fundet et halvt kranium af samme slags får. Vikingerne havde deres egne får med til Island og Grønland, og sandsynligvis også til Færøerne. Omkring år 1600 have man fårepest på Færøerne, der næsten udryddede alle fårene. Der blev sat nye får ud, der kom fra Shetland og Island. Men de små sorte får har sikkert overlevet på Lítlu Dímun, hvorfra de blev skudt endeligt væk omkring 1860.
Der findes en beskrivelse af bortskydningen af de sidste får på Lítlu Dímun. Justitsråd R. Müller skrev i ”Nationaltidende” 5. februar 1911 bl.a.: ”De tiloversblevne var saa vilde, at de hellere frivillig sprang i Afgrunden end lod sig fange, og særlig nogle gamle Væddere og Moderfaar var aldeles umulige at komme nær. Saa maatte man tage sin tilflugt til Riflen, og den sidste rest blev nedskudt. Afdøde Købmand J. Mortensen, Stifter af Færøernes største Handelshus, der var en dygtig Riffelskytte, har fortalt mig, at han havde været med til at skyde flere af disse Faar og særlig, at han havde skudt det sidste Exemplar, en gammel Vædder, der var saa forsigtig, at det kostede ham stor Anstrengelse at komme den paa Skud.”
Gejrfugl
Gejrfuglen er en alkefugl ligesom lomvien, søkongen, alken og lunden. Alle disse lever / levede i Nordatlanten. Gejrfuglen var den største af dem alle med en højde op til 70 cm. Som de andre alkefugle er den lys-hvidlig på bugsiden af kroppen og mørk-sort på rygsiden, men så har den en karakteristisk hvid plet på hver side af hovedet mellem øjet og næbroden. Den kunne ikke flyve, dens vinger var lige så små som hos Sydatlantens pingviner. Ligeså kvik den var i havet svømmende efter fisk, lige så klodset var den på land.
Gejrfuglen levede i store kolonier langs kysterne på begge sider af Nordatlanten så langt sydpå, at rester efter den findes i køkkenmøddingerne fra stenalderen og frem til vikingetiden.
Og det blev dens skæbne, da det var nemt at drive fuglene sammen og slagte dem. Allerede i 1400 tallet var gejrfuglen stort set forsvundet fra Nordeuropa, men endnu fandtes der store kolonier på Grønland, Island, Newfoundland, Baffin Island og Labrador. Da fiskeriet efter torsk ved Newfoundland og storhvalefangsten i Nordatlanten startede, var gejrfuglens skæbne beseglet. Bådene havde kun proviant med til udturen, og så blev gejrfuglene drevet levende eller slagtede ombord på bådene som proviant til hjemturen.
Den mest berømte koloni var på Penquin Islands (i dag Funk Island), der ligger nordøst for Newfoundland. Der blev de sidste slagtet i 1801-1802. På det tidspunkt blev man klar over, hvor sjælden gejrfuglen var og alle de europæiske museer var villige til at betale kæmpesummer i kapløbet om at få fat i et skind af gejrfuglen til udstopning. De sidste blev taget i 1844 på den lille ø Eldey syd for Reykjanes på Island, men der findes ubekræftede observationer af gejrfugl i 1848 i Vardø i Norge og flere gange i 1850’erne i Grønland. Men uddød er den.
På Færøerne var gejrfuglen er regelmæssig sommergæst, men der er aldrig fundet bevis på, at den har ynglet. Den sidste blev taget ved Stóra Dímun 1. juli 1808.
Der findes nogle få udstoppede gejrfugle tilbage, bl.a. købte Island et eksemplar, der i dag står på Islands Naturhistoriske Museum. Zoologisk Museum i København har haft den som logo i mange år. Ole Worm fik til sit Museum Wormianum sendt en levende gejrfugl til København. Den blev tegnet med en halsring, der menes at have været et tøjr.
Gejrfuglen er et eksempel på, at et dyr bliver udryddet først og fremmest på grund af manglende viden om dyrets udbredelse. Man kan ikke bebrejde datidens fiskere noget, da vor tids kommunikationsmuligheder ikke fandtes dengang. Men museerne kunne måske have gjort en redningsindsats i stedet for at give gejrfuglen nådesstødet.
Nyheder
|
||||
|
||||
|
||||
|
