Udgivelsesdag: 19.05.2008 - Værdi: 30,00 kr. - Nummer: FO 638 - Frimærkeformat: 35 x 50 mm - Design: Edward Fuglø - Trykteknik: Offsett - Trykkeri: Cartor Security, Frankrig - Posttakstgruppe: B Breve op til 500 gr til Europa
Engkabbelejen er lavlandets mest synlige blomst og forårets budbringer.
Engkabbelejen, ”sóljan”, er den første hilsen fra foråret, således lyder teksten i sangen “Sóljugentan” om en lille pige, der har plukket en buket engkabbelejer.
Den står samlet i store mængder og sætter således sit særlige præg på landskabet. Det må være de færreste, der ikke glædes ved synet.
Fortællinger om engkabbelejen findes mange steder i litteraturen både i digte og sange. Engkabbelejen har også haft betydning i børns leg. Således har man lavet fløjter af stilken, som man synger om i sangen om lillebror, der ikke bør græde, men i stedet blæse i fløjten, der er lavet af stilken af engkabbelejen.
Det videnskabelige færøske navn er ”Mýrisólja” og på latin Caltha palustris L. Første del af navnet viser, at planten vokser i våde områder, anden del betyder soløje. Og på færøsk bliver den derfor oftest kaldt ”sólja” eller ”sóleyga”. Den er en flerårig urt, der hører til Ranunkelfamilien. Den kan kendes fra f.eks. lav ranunkel og kærranunkel ved, at den er langt kraftigere og har særprægede, nyreformede blade og store gule blomster.
Engkabbeleje var almindelig rundt på Færøerne for allerede ca. 10.000 år siden i den preboreale tid, men den forsvandt næsten, da folk slog sig ned permanent på Færøerne i 6-800 tallet. Hele planten er giftig og får derfor fred for f.eks heste, der bliver syge af at spise den. Engkabbelejens store blade er dog eftertragtede af får og køer, så planten forsvinder de steder, hvor får og køer kan få fat i den. Efter bosætningen skete det netop på de arealer, hvor engkabbelejen ikke var beskyttet mod græsning.
Færøernes milde oceaniske klima med de lune vintre medfører, at fårene kan gå ude hele året, dog bliver de lukket ude fra indmarken fra 15. maj til 20. oktober, så græsset kan vokse i fred for siden at blive høstet og brugt som som hø eller ensilage. Var fårene derimod i indmarken hele året, ville engkabbelejen sandsynligvis uddø ifølge ”Studies in the vegetational history of the Faroe and Shetland Islands” af Jóhannes Johansen. Engkabbelej-en er almindelig i lavlandet, men findes også oppe i fjeldet de steder, hvor fårene ikke kan komme. Engkabbelejen vokser specielt langs lavlandets åløb, men findes også på vanddrukne marker. Den blomstrer fra maj til begyndelsen af juni.
Engkabbelejen er udbredt omkring jordkloden i det tempererede og arktiske vegetationsbælte både nord og syd for Færøerne. I 2005 blev engkabebelejen udnævnt til Færøernes nationalblomst. Dette blev bestemt ved en afstemning gennem internettet, som alle kunne tage del i. Man havde mulighed for at vælge mellem otte forskellige planter, og Engkabbelejen vandt og blev således vores nationalblomst.
Anna Maria Fosaa
